|
H.C. Andersen har skrevet et eventyr, som hedder Klokken. Det er, så vidt jeg ved, det eneste eventyr, hvori der optræder konfirmander. Det hedder bl.a. et sted i eventyret: ”De var alle konfirmander for Vorherre.” Og det er ganske vist. Sådan er det også i dag. Vi er alle sammen konfirmander for Vorherre, selv om det i særdeleshed gælder de pæne, unge mennesker i midtergangen… Eventyret om klokken handler om, at folkene i den store by ved aftenstide, når solen gik ned, svagt kunne høre en underlig lyd, som klangen af en klokke. Ofte druknede lyden i byens larm, men udenfor byen kunne man høre den mere tydeligt. Det lød, som om lyden kom fra en kirke dybt inde i den stille skov. Folk spekulerede på, hvor lyden kunne stamme fra, og tog på udflugt for at finde klokken. Der var dog langt ud til skoven, og skoven var stor, så i udkanten af skoven slog en konditor fra byen sig ned. Over sin butik hængte han en klokke (som for øvrigt ikke kunne ringe og kun var til pynt). Det gik nu sådan, at de fleste af dem, som tog på udflugt for at finde klokken, endte ved konditoren, og dér drak de deres eftermiddagskaffe, inden de tog hjem igen efter en dejlig dag. Nogle få andre trængte længere ind i skoven og påstod, at de havde hørt og set forskelligt, men ingen havde i virkeligheden set klokken eller hørt lyden på nært hold. Men ”nu var det just en konfirmationsdag”, fortæller H.C. Andersen, og ”præsten havde talt så smukt og inderligt; konfirmanderne havde været så bevægede, det var en vigtig Dag for dem, de blev fra Børn med ét til voksne mennesker, barnesjælen skulle nu ligesom flyve over i en forstandigere person.”… Ja, det må have været noget af en prædiken, som konfirmanderne havde hørt, for efter konfirmationen – det var dejligt vejr den dag – hørte de den mystiske klokkes klang og fik lyst til at drage ud og finde den. Der var dog allerede frafald fra starten. En pige skulle til bal i sin konfirmationskjole og havde ikke tid til at komme med. En anden var en fattig dreng, som straks efter kirken skulle aflevere sit konfirmationstøj; det havde han nemlig lånt sig til. Og en tredje var et dydsmønster, som forklarede, at han ikke gik noget fremmed sted uden sine forældre, og at han altid havde været et artigt barn og agtede at blive ved med at være det selv efter konfirmationen. Det gjorde de andre naturligvis nar af. Men altså, konfirmanderne drog af sted. Nogle blev snart trætte og vente hjem igen. Andre nåede helt ud til konditoren og syntes, at så kunne det være nok, for klokken fandtes ikke, det var bare noget, man bildte sig ind. Men dybt inde i skoven lød klokken nu alligevel, og nogle få konfirmander bestemte sig for at gå videre. Det var besværligt at komme igennem skoven, så nogle vendte om, og andre faldt over interessante ting undervejs og stoppede for at udforske det nærmere. Kun en dreng ville gå videre, det var en kongesøn, han ville finde klokken, og han kæmpede sig videre gennem skoven. Pludselig hørte han en raslen i buskene bag sig. Det var en dreng i træsko og slidt tøj. Kongesønnen kendte ham godt, for det var den fattige konfirmand, som først havde måttet aflevere det lånte tøj, inden han kunne begive sig på vej ud og finde klokken. Drengene kunne ikke blive helt enige om, hvilken vej de skulle gå, men begge fortsatte de gennem skoven på solskinsbeskinnede veje, men også gennem krat og tjørn, hvor de bliver slemt kradset undervejs. Til sidst, da det var ved at blive aften, var kongesønnen ved at fortvivle: ”Nu finder jeg aldrig, hvad jeg søger”, sagde han til sig selv. ”Nu går solen ned, nu kommer natten, den mørke nat”. Men han gav ikke op. Han kravlede det sidste stykke vej op ad nogle stejle klipper, som lå foran ham. Og da han kom derop, da så han et prægtigt syn. Foran ham så han det vældige hav, og solen, som gik ned i horisonten. Det var som om, at alt sang, og hele naturen var en stor hellig kirke. Også den fattige dreng dukkede op, og sammen oplevede de på nærmeste hold den usynlige, hellige klokkes klang, mens solen forsvandt, og millioner af stjerner tændtes over dem… Sådan slutter eventyret. Det er naturligvis en udviklingshistorie, som handler om H.C. Andersen selv. Han er den fattige dreng, som gennem mange trængsler når frem til berømmelse, og kongesønnen kan så være en af H.C. Andersens venner, som voksede op i gode kår og gik den banede vej mod berømmelsen, fx billedhuggeren Thorvaldsen eller fysikeren H.C. Ørsted. Det er også historien om at vokse op og gøre sig fri og gå ud og opdage verden. Det er noget, som alle mennesker skal gøre. Det er også noget, som knytter sig til konfirmationen. Så hedder det, at man træder ind i de voksnes rækker. Det at blive voksen sker ikke fra i dag til i morgen, selv om mange af jer, det kan jeg mærke, gerne vil ud og baske med vingerne og gøre jeres erfaringer på en masse områder. I er stadig børn, I er stadig jeres forældres børn og har krav på og behov for at blive opdraget og passet på. I har brug for tryghed og for, at der bliver sat grænser for jeres udfoldelser. Og så lidt efter lidt skal I alligevel slippes løs og finde jeres egen vej her i livet. Og så bliver det jo spændende at se, hvor langt I kommer, hvad I opdager undervejs, eller om I måske endda opnår berømmelse… Eventyret om klokken passer meget godt sammen med Jesu ord om at ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” Og så alligevel. For kristentroen drejer ikke om et udskilningsløb, hvor kun en enkelt eller nogle få når målet til sidst og hører livets klokker, mens alle de andre bliver ladt tilbage i fortabelsen. Konfirmation drejer sig kristeligt set ikke først og fremmest om personlig udvikling og det, at konfirmanderne er ved at blive voksne. Konfirmation drejer sige ikke engang først og fremmest om, at konfirmanderne følger Gud, men om at Gud følger dem… Jeg ved ikke, hvor meget konfirmanderne har lært i vores konfirmationsundervisning. Vi nåede vidt omkring undervejs. Ind i mellem endte vi – billedligt talt i hvert fald – lidt ude i skoven. Ofte lød det, som skulle klinge højt og klart, svagt, når der var for meget uro. Men her og der slog vel den forunderlige klang igennem, som vækker tro og tillid i menneskers hjerter. Tro og tillid det er, når man ikke er lukket ude, men at der altid er en vej åben. Og det er der, selv om Jesus taler om den smalle vej. Det med den smalle vej, betyder nemlig bare, at vi ikke selv kan eller skal ase og mase os frem til Guds kærlighed. Den er givet i forvejen. Og vi kan altid bede Gud om hjælp og få det. Og vi får ikke bare vist vejen. Nej, Jesus er selv vejen og livet, han går selv med, går foran og åbner de lukkede døre, som det hedder i et bibelord, som nogle af konfirmanderne har valgt. Eller som et andet konfirmationsord lyder:
Må Gud være med jer på livets rejse, i jeres livs eventyr. Amen. |
![[ lyt (mp3) ]](images/mp3.gif){kind=small}
![[ lyt (asf) ]](images/asf.gif){kind=small}
